Jeg har lavet en mix-cd med en kronologisk gennemgang af de mest kendte førkrigsblueskunstnere. Først en tracklist, dernæst et download-link:
1. Mamie Smith – Crazy Blues (3:29)
2. Bessie Smith – Downhearted Blues (3:27)
3. Ma Rainey – Bo Weevil Blues (2:37)
4. Lonnie Johnson – Mr. Johnson’s Blues (2:40)
5. Blind Lemon Jefferson – Black Snake Moan (3:03)
6. Blind Blake – Early Morning Blues (3:02)
7. Blind Willie McTell – Statesboro Blues (2:30)
8. Barbecue Bob – Barbecue Blues (3:14)
9. Blind Willie Johnson – Dark Was The Night, Cold Was The Ground (3:21)
10. Tommy Johnson – Canned Heat Blues (3:38)
11. Mississippi John Hurt – Frankie (3:21)
12. Tampa Red & Georgia Tom – It’s Tight Like That (3:05)
13. Charlie Patton – Pony Blues (2:58)
14. Memphis Minnie – Me and My Chaffeur (2:46)
15. Son House – Preachin’ Blues, part 1 (3:04)
16. Bukka White – Shake ‘em On Down (3:32)
17. Skip James – Devil Got My Woman (1:49)
18. Big Bill Broonzy – Mississippi River Blues (2:41)
19. Blind Boy Fuller – Truckin’ My Blues Away (3:07)
20. Robert Johnson – Crossroads Blues (2:40)
21. Sonny Boy Williamson – Good Morning Little Schoolgirl (3:02)
22. Leadbelly – Midnight Special (3:06)
Jeg kaldte tidligere i dag Woodstock-filmen for alle musikfilms moder, hvis dét er rigtigt, må denne her være deres oldemoder, for to år før Woodstock blev Monterey Pop Festival afholdt, og det med et lineup der var mindst lige så imponerende.
Blandt de optrædende var eksempelvis The Byrds, Otis Redding, Jefferson Airplane, Moby Grape, Quicksilver Messenger Service, Country Joe and the Fish, The Who, Ravi Shankar og Jimi Hendrix.
Filmen følger en serie af koncerter i Canada i 1970, hvor en lang række af tidens store stjerner optræder og ikke mindst de lange togture imellem dem. Den er vel egentlig skåret over samme formel som Woodstock-filmen, men det der gør filmen helt speciel, er det indblik man får i kammeratskabet musikerne imellem.
Der var afsat en vogn til at jamme i, og det resulterede i lange dage og nætter med druk og musikspilleri på de lange strækninger i Canada, eksempelvis en legendarisk jam-session, der varede nonstop i tre døgn og undervejs havde en 20 liters whiskyflaske inficeret med LSD som brændstof.
Blandt højdepunkterne kan nævnes Rick Danko og Janis Joplins herlige lille flirt/duet her, hvor det er tydeligt, at han er ude på narrestreger, og hun er våd i halvfjersertrussen efter noget The Band-lovin’:
Det ville ikke være helt forkert at kalde Woodstock-filmen for alle musikfilms moder, og under alle omstændigheder er det en glimrende skildring af den bid af verdenshistorien, der udfoldede sig i en lille amerikansk flække i august 1969.
Men får historien set gennem både de optimistiske arrangørers, alle de glade deltageres og selvfølgelig perlerækken af legendariske musikeres øjne. Man kan ikke kalde sig et dannet menneske, hvis man ikke har set denne film, så se hellere at komme i gang!
En film om en tandløs fulderik. Men en talentfuld og karismatisk en af slagsen, ‘The Paddy Rolling Stone’ , Shane MacGowan fra det legendariske folkpunk-band, The Pogues.
Det kan godt være at manden er mest kendt for at være det fuldeste menneske i verden, men han har faktisk også en meget poetisk side, eksempelvis fremhæver Nick Cave ham i filmen som den bedste sangskriver i Storbritannien.
Man skal ikke kende meget til Wu-Tang Clan for at regne ud, at en film om deres historie nødvendigvis må være mere underholdende end den gennemsnitlige musikfilm. Jeg har godt nok ikke fået set den selv endnu, men jeg garanterer at RZA, GZA, Method Man, Ghostface Killah, Raekwon, Ol’ Dirty Bastard og Co. leverer varen.
Primer er en af de vigtigste film, der er lavet de sidste ti år. Den har sat nye standarder for, hvordan en historie kan fortælles i en spillefilms rammer. Det gør den ved at sætte sig ud over traditionel dramaturgisk fornuft og lade historien flyde ud i en slags narrativ hyperspace, hvor tid ikke findes. Den er fra starten designet til at se flere gange, således at hver enkelt scene rummer en række fortællelag, der først åbner sig, efter man har set filmen til ende første gang. Dette gentager sig efterfølgende igen og igen, og filmen ender med at blive en enigmatisk spiral, der eksisterer uden for sig selv og på smukkeste vis spejler sig i sin egen præmis.
Og så har jeg allerede røbet alt for meget, det ville være dumt at fortælle noget om plottet, men jeg kan da sige så meget, at den handler om to mænd, der er i gang med at bygge en maskine.
Hvis du stadig ikke føler dig fuldt oplyst, når du har set filmen nogle gange, eller hvis du bare gerne vil høre andre folks teorier, så bugner nettet af nørder, der kloger sig med teorier og den slags. Der er sågar skrevet bøger om filmen.
Af en eller anden grund forstår de virkelig at skrue gode science fiction-film sammen i Spanien, det er filmen her, som bærer den engelske titel ‘Timecrimes’, endnu et godt eksempel på.
Der er tale om helt klassisk sci-fi: En mand lurer på en afklædende kvinde gennem en kikkert og beslutter sig for at undersøge sagen nærmere. Men på vejen til den afklædende kvinde bliver han angrebet med en saks af en mystisk person, der har hovedet viklet ind i mystiske bandager. Under flugten fra denne ender han i et mystisk laboratorium, hvor en mystisk mand anbefaler vores hovedperson at gemme sig inde i en mystisk anordning. Det skulle han ikke have gjort (eller måske skulle han), for anordningen sender ham en time tilbage i tiden.
Og så går det ellers der ud af.
Det lyder måske corny, men den er faktisk både intelligent og giga awesome, og så kommer der et Hollywood-remake næste år, så se den hellere nu inden det er for sent.
En samling af fire mindre film, der rørende, vittigt og tænksomt fortæller historien om, hvad det kommer til at gøre ved mennesket, når vi engang i fremtiden skal til at leve side om side med med robotter, androider, cyborgs og andet godtfolk.
De fire historier er ‘My Robot Baby’, hvor et par skal tage sig af en robotbaby inden de får lov at adoptere en menneskelig en af slagsen, ‘The Robot Fixer’ hvor en mor kommer tættere på sin døende søn ved at hjælpe ham med at fuldende hans samling af legetøjsrobotter, ‘Machine Love’ om en kontor-androide, der kæmper med kærligheden og ‘Clay’, hvor en gammel mand skal vælge mellem døden og digital udødelighed.
Endnu en spansksproget film, men denne gang fra Mexico. Og oprindelseslandet er til at mærke i filmen, for som en god science fiction-film nu engang skal, så kommenterer den kraftigt på samtidens problemstillinger, i dette tilfælde f.eks. problemerne om grænsen mellem Mexico og USA, frygten for ukontrolleret udvikling af teknologi og farerne ved en lurende teknologibaseret neo-imperialisme.
Indrømmet, teknisk set er det her ikke en science fiction-film, nok nærmere noget i retning af en romantisk komedie, men den har en sci-fi’ish præmis, og desuden er den instrueret af mesteren Chan-wook Park (Oldboy), så den får en plads på listen alligevel.
Filmen foregår på et psykiatrisk hospital, hvor den kvindelige hovedrolleindehaver får dagligdagen til at gå med at lytte til sin radio og tale med stole og andre tilfældige objekter. Og så tror hun i øvrigt at hun er en cyborg, en cyborg designet til dræbe.
Det klarer hun fint indtil den mandlige hovedperson tjekker ind på hospitalet og sår en masse gode ideer i hendes hovede.
Joy Division behøver velsagtens ingen introduktion. Men føler du alligevel at du trænger til at få hele historien om det legendariske band, så er det her den bedste af den håndfuld af dokumentarer, der er lavet om Ian Curtis og Co. Den er instrueret af Grant Gee.
Jandek er en mærkelig starut, en såkaldt outsidermusiker, en kultfigur. Han kommer fra Texas og har lavet flere end end milliard albums med minimalistiske, halv- til helobskure mumblersongwriter-sange. Og denne her film forsøger så at grave ned i kraniet på manden, lytte indefra til den uudslukkelige resonans, der emmer fra hans livs musik, skabt af friktionen mellem tanke og stilstand. Og det gør den glimrende, også selvom hovedpersonen ikke selv deltager: han har kun givet ét interview i sit liv, via telefon i 1985.
